Tag Archives: kkreativ genbrug

Barselsprojekter – forvandling af læderjakke, denimstof og brugt dug til fiks boligindretning

14 mar

Det er ikke småting jeg har nået på min barsel – altså her inden den lille er kommet til verden vel at mærke! Alt fra oprydning og forberedelser til livet med en baby, til ekstra tid og hygge med mine store piger, for ikke at tale om fokus på børneopdragelse og refleksion over vaner i familien, hvilket der desværre ikke altid er overskud til i en travl hverdag og som paradoksalt nok ofte kan forbedre familielivet betydeligt.  Hvor interessant og aktuelt dette emne end måtte være i en tid, hvor arbejdstid vs. fritid måske med fordel kan nytænkes, er det nu alligevel de mange bæredygtige (dvs. ressourcebesparende) indretningsprojekter, som jeg også har fået tid til som hjemmegående, at jeg vil kloge mig på.

Jeg har en forkærlighed for ting, som ikke længere tjener et formål i sin oprindelige funktion, men stadig har værdi som materiale – træ, tekstil mm. Det kunne eksempelvis være læderet fra en gammel læderjakke. Sådan en fik jeg næsten gratis i en af de genbrugsbutikker, hvor jeg handler fast. Jakken var godt slidt og jeg vaskede den af med en klud og hang den til luftning udenfor i et par dage.

Min datter fik derefter til opgave at splitte den ad i mindre stykker, så læderet kunne bruges på ny. Et super sjovt projekt for en 7-årig!

 

Jakkens læder er meget kraftigt og egner sig derfor godt som møbellæder, og da vores klaverbænk, som jeg tidligere har istandsat, havde fået mange pletter og trængte til nyt betræk, der kunne tørres af efter aftensmåltidet, kreative aktiviteter og lignende, er det meste af jakken blevet til dette nye og efter min mening mega fede betræk.

 

Eftersom jakken er sat sammen af flere læderstykker er betrækket også en mosaik af flere stykker, men som jeg ser det, giver det et råt look som kun er blevet en styrke i bænkens overordnede udtryk. Læderet fik en omgang sort skosværte de steder, hvor det var meget slidt og bænken er endnu engang familiens genbrugs-darling for enden af spisebordet.

I ombetrækningen af bænken genbrugte jeg flere møbelsøm og det sorte bånd der dækkede sømmene fra det tidligere betræk. Her ses første del af ombetrækningsprocessen.

Det næste projekt, som jeg også er stolt af, er min nye kæmpe pude/puf. Den er lavet af to store IKEA puder med skumfyld, som vi ikke har brugt længe og bare optog plads uden formål. Desværre har jeg ikke billeder af puderne før, og jeg havde ellers mit hyr med at udnytte fyldet optimalt i det nye større betræk. Puderne var  bygget op med en kvadratisk skumgummiplade i midten, som jeg brød op i 4 dele og samlede til et stort kvadrat, der giver stabilitet og bevarer puffens form. Omkring skumgummipladen var der store mængder små skumgummistykker, som jeg fordelte omkring den faste skumgummi i puden. Betrækket er syet af et stort stykke denimstof – endnu et forlist syprojekt, der ofte ender i genbrugsbutikkerne, hvor andre heldigvis kan få glæde af stoffet. Der var med nød og næppe nok stof til puden, og der skulle et par forsøg til for at få mit hjemmelavede mønster placeret på stoffet. Betrækket lukkes på tværs på puffens underside med en lynlås fra en gammel sovepose. Siderne er forsynet med 4 hanke i mosgrønt læder fra en kollektionsprøve. En idé, der er tyvstjålet fra designerpuderne i Illums Bolighus. Er den ikke blevet fin?

   

Jeg ligger også inde med et større parti brugte cowboybusker, der alternativt kunne være brugt som betræk, men det ville have givet puffen et andet og mere genbrugsagtigt udseende, som jeg var blevet træt af på sigt – og den er stadig lavet af brugte materialer fra  inderst til yderst. Puden er ca. en meter i diameter og passer ind i vores hjørnesofa, men flyttes også rundt af pigerne, der begge med lidt god vilje ligger side om side på den.

Sidste projekt som indlægget her kommer til at handle om er også en stor pude. Den er syet af en gammel dug med sirligt broderede blomster. Dugen har jeg fået af min veninde, hvis nabo havde foræret hende et større parti duge. Hun kunne ikke bruge dem alle, og jeg blev derfor tilbudt resten og beholdt flere til diverse syprojekter, da jeg som mange andre af min generation sjældent kommer en dug på bordet. Den er syet i 1949, hvilket jeg ved, fordi dato og årstal (12-7-2049) er broderet på dens side.

Mønstret til puden har jeg selv konstrueret ud fra behov og dugens størrelse. Den er blevet måneformet og skal tjene flere formål, blandt andet kan den bruges som ammepude og den er her under min graviditet god at sove med, men er oprindeligt tænkt til min ældste datter, der tit har vokseværk og gerne vil sove med benene hævet i sengen. Så er den også blevet pæn og har funktion som opbevaring af en gæstedyne, så den ikke fylder i skabet.

 

Her kan du se, hvordan betrækket er syet. Jeg har klippet ved at folde dugen i 4 lag.

Ved betrækkets åbning er der lavet ekstra sømrum til folder med knapper og knaphuller.

 

Knapperne, der er brugt, er gamle linnedknapper. Årstallet/årti kan jeg desværre ikke se, selvom det altid er interessant med en historisk vinkel på mine genbrugsfund.

Det næste du kan læse om her på bloggen er de genbrugsprojekter, der er til min baby. Jeg har blandt andet lavet et skiftebord ud af en reol, som vi i forvejen havde, stofbleer, der kan vaskes og genbruges og meget andet. Hvornår jeg får tid til det næste indlæg afhænger derfor af fødslen, der nærmer sig med hastige skridt og dens lille gemyt 🙂

Mit uendelige hjem i Kristeligt Dagblads juletema – om blandt andet genbrugsgaver!

26 nov

Jeg er blevet interviewet til en artikel i Kristeligt Dagblad, som er en del af et juletema om ‘Jul på budget’. Temaet er med i denne weekendudgave og handler om hjemmelavede gaver, genbrugsgaver m.m. Ideen til temaet opstod, da journalisten kontaktede de organisationer, der driver genbrugsbutikker, for at spørge til den gennemsnitlige omsætningen i december måned. Hun forventede, at den ville være større end i årets øvrige måneder, men til hendes overraskelse var det modsatte tilfældet. Desværre vidner faldet i genbrugsbutikkernes omsætning i december sandsynligvis om, at danskerne generelt ikke shopper genbrugsjulegaver. Det er en skam, og jeg er derfor meget glad, for at kunne være med til, forhåbentlig, at inspirere og sætte skub i indkøbene af genbrugsjulegaver.

Du kan læse artiklens første og anden del her:

Danskere på juleindkøb fravælger genbrugsbutikker

Opfindsomhed trumfer dyre julegaver

Hvis du har fulgt lidt med her på bloggen, ved du, at genbrugsgaver er en af mine helt store kæpheste. Jeg elsker at give gaver, men gør det nødigt på bekostning af naturen og mennesker de steder i verden, hvor nye ting og tøj produceres. Og da slet ikke, når jeg ret nemt kan finde eller lave gaver af noget brugt, som jeg enten har i forvejen eller køber på nettet, i genbrugsbutikker, loppemarkeder eller bytter mig til.

Som supplement til artiklen får du her 7 gode grunde til at give genbrugsgaver – i stedet for at købe nye:

  1. Mere for pengene. Med mindre du går efter antikviteter, er det meget billigt at købe brugte ting, tøj og møbler. Brugte ting koster i gennemsnit (i følge min personlige statistik) en tiendedel af, hvad en næsten identisk ny ting ville koste.
  2. Færre kemikalier. Nyt tøj og nye ting kan indeholde flere skadelige kemikalier, der med tiden vaskes ud eller afdamper. Ting og tøj, der allerede er blev brugt, indeholder derfor ofte færre af de skadelige stoffer.
  3. Mindre forurening og udledning af CO2. Produktion af nye ting er energi- og ressourcekrævende, hvilket udleder CO2 og giver anledning til klimaforandringer, og fører ofte til forurening de steder, hvor fremstillingen foregår til gene for naturen og befolkningen.
  4. Bedre kvalitet. Ting af ældre dato er ofte bygget til at holde, i modsætning til de ting, der i dag produceres. Du kan derfor med fordel købe billige brugte ting (eksempelvis møbler) af høj kvalitet, der nærmest ikke er til at slide op.
  5. Brug de penge du sparer på bæredygtige produkter. Jeg hører så tit folk sige, at de ikke har råd til økologi. Det kan du blandt andet få, hvis du køber brugte julegaver, som er billige. For eksempel kan du bruge de penge du sparer på julegaverne på en økologisk andesteg og fair trade chokolade til mandelgaven. Efter min mening er det da langt vigtigere at bruge penge på de fødevarer, som vi kommer i os selv, end på materielle goder.
  6. Støt et godt formål. Jeg får ikke altid støttet nødhjælpsorganisationer og andre gode formål ved indsamlinger osv., men det bliver alligevel, samlet set, til en hel del kroner årligt, som jeg donerer, når jeg handler i genbrugsbutikker og samtidig får dækket vores behov for nyt tøj til børnene, gaver m.m.
  7. Få noget unikt. Genbrugsbutikkerne har et uhyre bredt sortiment, med ting og sager fra mange årtier, producenter, verdensdele osv. som du ikke finder i storcentre og butikskæder. Det kan selvfølgelig være svært at finde det rigtige, men når det lykkes er det ofte det hele værd.

I december vil jeg blogge meget mere om de barrierer, der kan være ved at købe brugte gaver, og vise hands-on ideer til, hvordan du kommer i gang med genbrugsgaverne. Håber, at du har lyst til at følge med, og måske selv springe ud i en eller flere genbrugsjulegaver i år. Del også meget gerne dine gaveideer her!

Make Wealth History

Because the earth can't afford our lifestyle

The Cottage Market

Et hus fuld af genbrug

Recycled Interiors

Your Home For Sustainable Decorating

ReFashionista

Creating now.

Trash To Couture

Et hus fuld af genbrug

Upcycle That

Upcycling Ideas and Inspiration

Byttemarked

Et hus fuld af genbrug

Madam B.C.

Et hus fuld af genbrug

MUITA IHANIA

Et hus fuld af genbrug

Dishfunctional Designs

Et hus fuld af genbrug

A Lazy Girl Goes Green

Easy green living for the passionate but lazy!

Birkegården

Et familie liv med: Selvforsyning, Elektriker, Altmuligmand og Børnepasning

GREEN ISSUES BY AGY

Et hus fuld af genbrug

Ada Spragg

Not Your Nanna's Sewing

Sew Country Chick

Just another WordPress.com site

Who'd Have Thought?

A blog about creativity, innovation and upcycling. Meet talented designers, artists, makers and inventors. Read their stories and find out about their amazing creations.

The Renegade Seamstress

Refashions Beyond My Wildest Seams

MY ZERO WASTE

...because we've had our fill of rubbish

How to Recycle

Et hus fuld af genbrug

JULIE PETERSON - Simple Redesign

Et hus fuld af genbrug