Jeg har lige købt en super toaster. En Philips, god kvalitet, nem at bruge og gøre ren, og så laver den gode toasts i en travl hverdag! Sådan en har jeg været på udkig efter i et stykke tid, men ville ikke købe en ny, eftersom den ligesom vores juicemaskine, en tidligere brødmaskine og andre apparater kan gå hen og vise sig kun at være en ‘køkkendille’, der efter kort tid ender i en krog i et af køkkenskabene. Her bliver den glemt, ikke brugt op, og har efter min mening været et unødigt forbrug af ressourcer (blandt andet af knappe metaller, når det drejer sig om elektronik). Da jeg så fandt en næsten-så-god-som-ny toaster til 25 kr. i en genbrugsbutik slog jeg til. Den har haft sin debut her til aften, og hvis vi skal blive glade for en toaster – også på længere sigt, så er det uden tvivl den!
..men jeg tror ikke, at det er alle, der som mig, kan finde på at købe deres køkkenapparater for ikke at tale om andet køkkenudstyr brugt. Et godt eksempel på et for nogen måske lidt grænseoverskridende genbrugskøkkenfund er vaffelapparatet her, som jeg også har købt for nyligt. Godt støvet og småsnasket, og som trængte til gennemgribende rengøring med sæbe, sprit og knofedt.
Jeg har set et par spændende opskrifter på vafler med rester fra tidligere måltider, som jeg gerne vil prøve, men altså igen – ikke på et splinternyt vaffeljern, som jeg ikke ved, om jeg kommer til at bruge særlig tit. Og eftersom jeg ikke kender til leje/lån/prøveperiode af den slags apparater er mit bedste alternativ at finde et brugt. I tilfældet af, at det ikke bliver et hit hjemme hos os, har det været billigt og kan leveres tilbage til en genbrugsbutik, hvor andre kan få glæde af det – men allervigtigst har det ikke bidraget til spild af nye materialer, som et nyt apparat, der ikke engang bliver brugt, gør.
Er der så grænser for, hvad jeg kan finde på at anskaffe mig brugt? Nej, nok ikke mange. Det skulle lige være undertøj og tøj og ting indeholdende sundhedsskadelige materialer, eksempelvis regntøj og gummistøvler af blød PVC, som jeg går uden om, når jeg handler genbrugte varer. Derimod er mine grænser for nyanskaffelser langt skarpere trukket op. Især ved juletid kan jeg ærgre mig over, at se så mange af de hersens ‘køkkendiller’ bliver langet over butiksdiskene, for efterfølgende blot at blive brugt nogle enkelte gange. I stedet så jeg hellere, at vi delte de maskiner som vi i forvejen har. Det koncept har jeg afprøvet en enkelt gang, da mine forældre overvejede at anskaffe sig en juicepresser, og til fordel for at købe en ny lånte min til de blev trætte af den. Ja, i virkeligheden kunne min juicemaskine gå på omgang blandt flere familiemedlemmer og venner, der for en kortere periode fik lyst til hjemmelavet juice.
Det var så lidt om mine ‘genbrugsgrænser’ – men hvad med dine? Er det et no-go med brugte toastmaskiner i dit hjem? Eller vil du også gerne gøre en ekstra indsats for at tage et eksisterende apparat i brug?
Hej Marie-Louise,
Vores håndmixer gik i stykker, så jeg har været på udkig i et stykke tid, men måtte kapitulere og købte en ny. Den var bare desværre SÅ elendig. Skæbnen ville at jeg kort tid efter fandt en god gammel Philips i genbrugsbutikken til 50kr. Den er bare kram. Jeg kan dog ikke få mig selv til at aflevere den nye til genbrug, for den er bare så ringe. Øv. Smider jeg den ud, eller håber der er en anden, der kan leve med den ringe kvalitet?
Ang undertøj. Jeg sætter også grænsen på undertøj, dog vil jeg sige, at mine 3 sidste bh’er er fundet til 10kr pr stk og er af de dyreste fine mærker, man kan ikke se de er brugte, og jeg er bare lykkelig – stort smil 🙂
LikeLike
Hej Henriette Ja, det er så en hel anden problematik, når det er kvaliteten den er gal med. Har selv stået i samme dilemma – skal man kassere eller give en ting af ringe kvalitet videre? Har også købt badedragter brugt og overvejet med undertøj, og der er jo så mange fejlkøb derude, som aldrig taget i brug..
LikeLike
en vaffelmaskine – super idé at købe brugt. For mange år siden mente mine børn ikke, de kunne undvære en. Den yngste fik den med, da han flyttede. Og jeg tror ikke, han har brugt den siden. Sidste år ved denne tid købte jeg en æbleskivepande i støbejern. Ligeså fin som en fra Skeppshult – til 25 kr. Og jeg har ikke brugt den endnu, men håber på det denne jul. Hvis nogen vil have en smoothiemaker fra Aldi – købt til 150 kr., skal de/I bare sige til – giv et bud!
Kun én gang har jeg købt tøj i en genbrugsbutik, til gengæld meget nyttigt: en lækker kardigan/ uldjakke i et godt mærke, 50 kr., og jeg bruger den hver vinter.
LikeLike
Hej Helle Dejligt, at der er andre, der køber køkkenting brugt! Lyder som en lækker pande – elsker selv støbejern, der kan gå i arv til de næste generationer! Håber, at du får den i brug i år! Lyder også som en god uldjakke, og måske meget godt, at du ikke har fået smag for tøj-genbrugsshopping. Det kan nemlig godt tage overhånd, skal jeg hilse at sige, men heldigvis meget mere miljøvenligt end anden shopping. Salg af Smoothiemaker er hermed givet videre:)
LikeLike