Jeg fiskede for et par år siden et gammelt kort over USA’s veje, som manden havde kasseret, op af papiraffaldet.
Siden er den amerikanske ‘roadmap’ indgået i forskellige kreative sammenhænge. Blandt andet som popcornbægre til min datters fødselsdag.
I december fandt jeg igen kortet frem og lavede diverse papirklip. Et af dem er stjernen her, der er lavet ud fra samme princip som julestjernerne i indlægget her fra sidste jul.
Så foldede jeg også en ny og spændende julekugle. Den er ikke helt nem i første forsøg, men efter et par forsøg forstår man konceptet, og det spiller ikke den store rolle, hvis samlingen ikke er helt perfekt (den kan nemlig volde problemer), for det ses alligevel ikke så tydeligt, når kuglen er færdig. Se i videoen her, hvordan kuglen den foldes. Min version har fået et par pangfarvede perler i begge ender.
Stjernen her er også flot og sjov og ikke helt så svær at lave.
Man folder ca. 8 aflange papirrør og samler hvert rør med limstift. Herefter foldes hvert rør midt over, hjørnerne i hver ende, der bliver til stjernens spidser, klippes af, og de foldede ender limes sammen med limpistol.
Se, hvordan stjernen samles i videoen i Facebook linket fra ‘Art teacher life’ nedenfor, hvor der er brugt børnetegninger i stedet for et atlas, hvilket for resten er en genial måde at få brugt og udstillet de mange børnetegninger på.
Det næste papirklip var lidt mere tidskrævende, men ikke svært at lave. Papirkuglen er typisk pynt i pastelfarver til pigeværelset, men er altså også nem at lave selv.
Først klippes ca. 20 skiver papir. Brug en tallerken som skabelon.
Stakken af papirskiver sys sammen (i hånden eller på maskine) midt igennem som var det en bog. Sys der i hånden skal der evt. laves nogle huller i forvejen, for papirstakken er lidt tyk at sy igennem. Papirstykkerne kan alternativt også limes sammen.
Herefter limes siderne sammen to og to med limklatter ved papirets kant. Der veksles mellem at sætte to og tre limklatter for hver ‘side’. Når der sættes tre klatter, sættes der en klat i midten af rundingen, der deler halvcirklen i 90 grader og en klat for hver side af denne, ca. 45 grader fra syningen. De to limklatter sættes ca. 60 grader fra syningen. Lav evt. en gennemsigtig skabelon med afmærkninger, der viser, hvor limen skal afsættes. Jeg brugte limpistol, men man kan alternativt bruge en klipsemaskine.
Atlassets sider var ikke så julede, men passede til gengæld perfekt som pynt på mit nye lampeophæng nytårsaften.
…Sammen med bordpynten, der var udstansede stjerner af samme roadmap.
Papirpynten hænger nu på min datters værelse, hvor de også gør sig fint i lysekronen med hendes vægmaleri og tapetluftballoner i baggrunden.