Min veninde har fået endnu en pige, så nu er de tre søstre. Som barselsgave har jeg fundet flere genbrugslamper og forskellige skærme frem fra garagen – en til hver i størrelse trip, trap, træsko.
Her er først den største lampe til storesøster.
Alle tre lamper er fra 80’erne (vil jeg skyde dem til), og det var ikke nødvendigt at skifte ledningerne. Skærmen har fået nyt betræk og sløjfebånd.
Lampen til mellemste søster har en skærm, som jeg ikke har gjort andet ved, end at give den en grundig rengøring med en klud og lidt sæbe. Og så er der også sat en sløjfe på – så ingen er snydt for sløjfer 😉
Skærmen manglede den top, der giver dæmpet belysning. Jeg havde en skærmtop (eller hvad de hedder) fra en større lampe, der havde en brændplet. Pletten klippede jeg uden om og fik lavet en mindre top. I skærmens kant var for resten en fin kobberring, som nok kan indgå i et andet projekt, måske en drømmefanger – eller noget.
I den nye skærmtops kant syede jeg kantebånd i en passende farve.
Den mindste lampeskærm er betrukket med en pink nylonstrømperest. Faktisk er det bare strømpefoden, der er trukket ud over og syet fast ved skærmens kant nederst. Skærmen havde et par pletter, hvilket strømpen også dækkede.
Da jeg klippede strømpen til, fik jeg et lille stykke nylonstrømpe tilovers, som min datter fik fingrene i og fandt på at komme i håret. De unger er sgu opfindsomme – og godt ser det ud.
Her er de tre lamper samlet.
Håber, at de vil bringe lys og lykke på pigeværelserne 🙂