Jeg tilbragte sidste weekend i Skotland og havde en super tur med mange gode oplevelser – ikke mindst med genbrug. Edinburgh, hvor vi boede, bød ved første øjekast ikke på mange genbrugsbutikker, lige indtil jeg fik kigget nærmere efter. For faktisk er en stor del af de små butikker i den gamle bydel enten genbrugsbutikker eller har flere brugte varer blended ind med nyt på hylderne.
Her er et par vintage tøjbutikker, som jeg desværre ikke nåede ind i, men fik et kig ind i udefra.
Denne bogforretning med brugte bøger er også meget hyggelig og havde selvfølgelig de første mange udgaver af Harry Potter bøgerne til salg i vinduerne.
I nærheden af hvor vi boede ved Haymarket Station lå Dalry Road med hele fem genbrugsbutikker ejet af forskellige nødhjælpsorganisationer, blandt andet Frelsens Hær (Salvation Army). På Dalry Road tilbragte jeg sammen med pigerne mandag formiddag inden vores retur til København. De fire af butikkerne sælger ting og tøj, men der var også denne ‘British Heart Foundation’ butik med møbler og elektronik .
Den første butik vi besøgte var en anden British Heart Foundation butik.
En butik, der er sirligt indrettet med en bogafdeling opdelt med havebøger, kogebøger og krimier. Hylder til legetøj og dametøj osv. Min datter på otte år fik fem engelske bøger med ‘Dora The Explorer’ og lillesøster en smart hårbøjle og hårspænder, begge dele var aldrig taget i brug. Her er børneboghylden.
Vi var blandt andet på udkig efter uldtørklæder og plaider, som er typiske for Skotland, men fandt desværre forsvindende lidt af den slags i Dalry Roads genbrugsbutikker. Det eneste sted, hvor vi havde held med at finde et pænt tørklæde samt et par uldindlæg til sko (stadig i emballage) og en ulden sweater, var i Salvation Armys butik på modsatte side af gaden. Denne butik er meget rodet med tøj og ting fra gulv til loft. Pigerne fandt også noget hjemmestikket bamsetøj, så der var også lidt med hjem til bamserne derhjemme.
Herefter gik turen videre til ‘Save the children’ genbrugsbutikken.
Her købte vi ikke noget, men fandt en masse souvenirs, stadig med prismærker, blandt andet et skotsk får (bamse), en kalender fra 2015, en skotskternet billedramme og hue.
Den ældre dame i butikken forærede pigerne en lille ting hver. Ja, den ene ting var i hvert fald lille, nemlig en lille plastik dinosaur. Den anden var en kæmpe blyant, som min ældste datter blev meget glad for, og vi uden problemer også fik med hjem i håndbaggagen – Pyha!
Butikken var i øvrigt også rodet inrettet, men hyggelig. Her ses butiksvinduet med alskens skrammel og bøger.
Den sidste butik vi besøgte ligger lige i starten af Dalry Road fra Haymarket Station og er den mest trendy. ‘Shelter’ hedder organisationen, der ejer butikken.
Butiksvinduet havde et mere bevidst retroudtryk. Se her med gamle fløjter og et træpudslespil med atlasmotiv.
Og med nogle bæredygtige initiativer. Her om forebyggelse af plastik poser.
Her fandt vi denne bog, som jeg måtte eje, selvom ideerne måske ikke er de bedste kreaideer jeg har set.
Bogen har et meget enkelt og uskyldigt (70’er) layout, og det var nok mest derfor, at jeg faldt for den. Her et pindsvin lavet i stofrester og æggebakker.
Prisniveauet i butikkerne var cirka det samme som i danske genbrugsbutikker, måske en smule dyrere. I det hele taget mindede butikkerne meget om danske genbrugsbutikker med hensyn til genbrugsgenstandene de sælger, men tøjet er af ældre dato, end jeg findet det herhjemme, og både uinteressant og af dårlig kvalitet/materialer desværre.
Her er vores høst.
På vores tur gjorde vi også nogle gode gadefund. Min yngste datter fandt denne stjerne af gavebånd på gaden udenfor en restaurant. Måske er den faldet af en gave eller en blomsterbuket? Nu skal den sættes på en hårbøjle som pynt.
Min mand var meget forarget, da jeg hev betrækket af en paraply, som lå i en affaldsspand. Det faldt ham ikke ind at blive forarget over, at et ret så stort stykke metal, altså paraplyens stativ, var smidt til forbrænding??? Nå, hver sin affaldslogik. Paraplybetrækket er selvfølgelig skotskternet og skal sys om til f.eks. et indkøbsnet, nu må vi se.
Til min store begejstring faldt jeg over noget, som jeg ikke havde turde håbe på – nemlig nye plaider af genbrugsuld. Sådan et tæppe af upcyclet uld måtte jeg bare støtte og eje. Det er groft vævet og lidt utydeligt i mønstret, men ret flot ellers.
Nærmere beskrivelse af produktet kan læses her.
Hvis du sidder tilbage med det brændende spørgsmål på læberne – mon de nu også affaldssorterer i Skotland?, så er svaret ja! Affaldsbeholderne er placeret på fortovet i Edinburgh og ligner noget der er løgn i gaderne, blandt andet fordi de har forskellige farver, men der er containere til de såkaldte tørre fraktioner: plastik, pap, papir og metal i en beholder og en til glas. Her få du et par fotos.
Her en sidste affaldsinspiration fra Edinburgh. Dette askebæger er måske ikke så indbydende, men smart at have i byrummet, hvilket vi godt kunne bruge herhjemme til forebyggelse af skod på gaden.