I dag har jeg været på juleindkøb på loppemarked i Virumhallerne (det er en god idé at være i god tid, når man vil købe genbrugsgaver). Her fandt jeg blandt andet årets julegaver til mine piger – strutskørter og rulleskøjter. Skøn kombi ikke?
Skørterne var helt nye, et restparti fra en butik, og kostede da også 100 kr. stykket (måske har de været svære at sælge på grund af den gule farve, hvem ved?). Rulleskøjterne er brugt, men i fin stand og af god kvalitet, og jeg fik dem hver for 30 kr. Julegaver til i alt 130 kr. må da siges at være en god pris, og hvis du ligesom jeg vælger, at købe dem brugt, kan der måske også blive råd til eksempelvis en økologisk and i år. På den måde investerer du både i bæredygtig fødevareproduktion og bidrager til mindre forurening og udledning af CO2 ved fremstillingen af nye ting. Alt i alt en god investering i barnets fremtid!
Det kan selvfølgelig være besværligt det med genbrugsgaver, når børnene ønsker sig noget bestemt legetøj. Men som forældre kan du vælge ikke at stikke dem legetøjskataloget, så du på den måde skaber et behov for nye ting hos ungerne, og i stedet se på, hvad de har brug for, og hvad de i forvejen leger meget med, og dernæst forsøge at finde det brugt (også selvom det ikke lykkes hver gang).
Udfordringen med brugte gaver opstår selvfølgelig også, når bedsteforældrene eller andre familiemedlemmer skal have en ønskeliste. Det er unægteligt nemt lige at smutte forbi en butik og købe den pågældende dukke eller kranbil som barnet ønsker sig. Omvendt har bedsteforældre ofte bedre tid til at gå på den Blå Avis eller lede efter en gave i genbrugsbutikker eller på loppemarkeder, og bliver de sporet ind på tanken om, at brugte gaver kan være til gavn for barnebarnets fremtid, kan det være, at de vil tage ideen om genbrugsgaver til sig, og vil bruge lidt ekstra tid på gaven. Det er da et forsøg værd. (Her håber jeg også, at mine forældre læser med….)
Jeg ved godt, at de brugte gaver engang har været nye, og at vi ikke kan blive ved med at genbruge de samme ting uden at producere nyt. Min pointe er bare, at vi skal bruge tingene op (og det bliver legetøj og ting sjældent i dagens Danmark) ved at lade dem går videre til andre. Og at vi dernæst skal købe ting af høj kvalitet, så de er længe om at blive til affald, eller købe og efterspørge ting, der er bæredygtigt fremstillet (hvilket der desværre ikke er mange af endnu), så der på sigt bliver produceret færre, men bedre ting.
Et andet argument for at købe brugte gaver til børn er, at der ikke behøver at være tale om et kompromis. Der findes nemlig oceaner af ting, tøj og legetøj til salg eller bytte (på byttemarkeder m.m.) og du har tit råd til bedre eller mere, når du anskaffer tingene brugt. Bagsiden af medaljen er dog tendensen til at købe for mange ting, når de nu ikke koster mere end de gør, så børnene ender med at drukne i legetøj. Og her har jeg selv en rigtig dårlig vane med at købe for meget. Se her, hvad jeg også lige fik med hjem fra loppemarkedet, som pigerne bliver glade for, men måske ikke kommer til at lege med helt så meget.
Et Barbie toilet og en lille kuffert med Hello Kitty figurer og dims (de har en lignende, som de slås om at lege med).
Jeg skal nu nok sørge for, at tingene bliver sendt til genbrug, når vi engang er færdige med dem.
God genbrugsjulegavejagt derude 😉