Blandt de utallige gadekøkkener i Vietnam gemte der sig også lidt gadegenbrug.
Der blev eksempelvis solgt det jeg vil betegne som klassiske redesign genstande, deriblandt biler og fly bygget af aluminiumsdåser, kæmpe insekter og robotter bygget af metalskrot og som her diverse kurve flettet af avispapir.
Så var der også disse nøgleringe med “knappedyr”, som for resten kunne være sjove at lave med børn herhjemme, f.eks. i SFO’erne, hvor de laver mange kreaworkshops. Der findes da ukurante knapper nok!
På gaden så vi flere steder kvinder, der sad ved deres symaskine, gerne en retro sag med mekanisk pedal, som syer ved hjælp af fodkraft. Her udførte de småreparationer af tøj, uden tvivl til en meget billig penge.
Sådanne små ‘tøjreparations-stationer’ skulle vi da også have.
Hvor mange mennesker i dagens Danmark kasserer ikke tøj, fordi der er faldet en knap af, fordi der er kommet en revne eller fordi lynlåsen er gået i stykker? Rigtig mange vil jeg tro. Dette kunne forebygges med lignende muligheder for mindre tøjreparationer til en god pris.
Som et sidste eksempel på gadegenbrug var der også brugte bøger til salg i Vietnams gader.
Her en ‘Book Exchange’. Det lyder gratis, men jeg tror nu nok, at du i de fleste tilfælde skal betale for bøgerne.
Selv købte jeg hos en cyklende boghandler (fik desværre ikke noget foto af manden), hvad jeg troede var en brugt bog. Min mand, der har læst Lonely Planet (Vietnam udgaven) fra ende til anden, kunne dog fortælle mig at bogen ikke var brugt, men en fotokopi af en original. Først troede jeg ham ikke, men ved nærmere inspektion kunne jeg godt se, at bogens sider var fotokopier. Æv og dobbelt æv, for bogen er hverken bæredygtig eller solgt med fortjeneste til forfatteren. Mit råd er derfor at undersøge bøger, som du køber brugte (eller nye for den sags skyld) i Vietnam og måske i flere asiatiske lande.