Når der er dødt på min blog, er det fordi, jeg er taget ud på en længere rejse med mand og børn. Noget vi har gjort i forbindelse med barsel med alle tre børn – og som kan anbefales! Denne gang går turen blandt andet til Australien, en destination, der havde været ambitiøs over en sommerferie, og kræver at man har god tid, som det er tilfældet på fx en fælles barselsorlov. Du får her et par af mine allerbedste fif til at rejse med småbørn.
Babyer er tit de nemmeste børn at have med på tur. De sover meget, er nysgerrige og vil gerne opleve fra en bæresele eller klapvognen. De største udfordringer ved de lange ture på 1-2 måneder har for vores vedkommende været at få tid til at træne at kravle og så kosten, der kan være uforudsigelig og usund, når man er på farten. Vi har denne gang derfor valgt at bo steder med adgang til køkken, så vi selv kan tilberede grøntsager mm.
Vi har efterhånden god erfaring med at pakke til turen, men får alligevel altid for meget med. Derfor er mit første fif til at rejse med baby at tage så lidt som muligt med. Drop eksempelvis at tage en masse legetøj med, men nøjes med et par enkelte gode ting eller slet ingen, og lad den lille lege med noget man i forvejen har med, som fx en kasket eller drikkedunk med indhold, der skvulper. Det sjoveste legetøj vi har med på denne tur, har vist sig at være Caias børnebestik og -service, dvs. hendes kop, skål og ske i rustfrit stål. Det kan stables, larmer, når man slår på det og er genialt som sandlegetøj.
Sættets dele er fundet i forskellige genbrugsbutikker, bl.a. Mødrehjælpens – til max 20 kr. stykket. Jeg sværger til rustfrit stål, da det er let, ikke afgiver uheldig kemi og kan holde til mange generationer og gives videre til børnebørn, oldebørn, tiptip’er m.fl.
Min baby må selvfølgelig ikke blive forbrændt, men jeg er ikke fan af solcreme. Det fedter, tager tid og er besværligt at smøre en baby ind i (og er i øvrigt et miljøproblem for dyrelivet ved kyster udfor de meget besøgte strande rundt om i verdenen, når cremen indeholder skadelige kemikalier). Jeg har derfor flest langærmede bomuldsdragter med, solhatte og denne gang en langærmet badetrøje, som jeg var heldig at låne. Dragterne kan så også bruges de koldere steder vi besøger med en tyk ulddragt ud over. Barnevognen har indtil videre givet god skygge, når vi ikke har kunne sætte hende under træer, så hun undgår kraftig sol. Og så har vi flere babydynebetræk med, som kan skærme for solen, men ikke er for varme at have over sig.
Inden vi tog af sted syede jeg hagesmække af en rest af voksdug og brugte badeforhæng. Sådan to har vi også med. Det smarte ved dem, er at de kan tørres af og ikke skal vaskes mellem hvert måltid, hvilket er svært at nå, når man rejser. (Separat indlæg om badeforhængshagesmække følger..)
Det er også en god idé med en let pusletaske. Min letvægts rejsepusletaske her har været med på mange rejser. Den er købt brugt og ligner designmæssigt noget fra 80’erne. Den har flere lommer og et praktisk skifteunderlag, der lukker rundt om tasken. Overvejer at sy en kopi i genbrugsstoffer og med mere brugt badeforhæng til indersiden.
Et andet genbrugsfif er at bruge den brugte emballage fra vådservietter til skumsvampe, der er mere skånsomme mod babyhuden. Svampene deles i mindre stykker, fx fire stykker, gøres godt våde og proppes ned i den tomme pakke, så de er klar til brug steder, hvor der ikke er adgang til vand.
Det er også smart at fylde salver mm over i mindre beholdere. Fx zinksalve i de små plastikbeholdere fra Kinderæg, hvilket i øvrigt også er en genial opbevaring til mindre smykker som øreringe, der kan blive klemt og gå i stykker i toilettasken.
Så kan jeg ikke komme på flere rejsefif – håber, at du kan bruge dem og held og lykke, hvis du som os får mod på at rejse med din baby. Det multifunktionelle babybestik/-service er det for resten ikke kun babyen, der kan have glæde af, men også større søskende. Se bare drinken her som jeg fik serveret på Waikiki Beach, hvor vi i øjeblikket er.