Halloween har, som for mange andre børnefamilier, været over os i den seneste uge, og vi har haft en fest med sjove udklædninger igen i år. Jeg har som andre forældre efter en del skepsis måtte overgive mig til denne nye tradition og synes da også, at den er god – altså så længe den, som øvrige traditioner, ikke er til miljømæssig gene. Her tænker jeg på produktion af kostumer og uhyggeligt pynt med kort levetid, men altså også på de mange ikke-økologisk dyrkede græskar, hvis indmad ofte kasseres i stedet for at blive spist, og som pensles med kemikalier, så de ikke rådner. Ja undskyld, at jeg nu igen kaster tvivl over en ellers fin og kreativ aktivitet, men den er altså ikke ubetinget positiv, og da slet ikke med den popularitet, den nu har nået!
Men nok om græskaret, for indlægget her skal handle om hullede nylonstrømper, der hos mig opmagasineres i en æske på hobbyværelset. Jeg har indtil videre ikke brugt dem til andet end et par projekter med lampeskærme, men nu fik jeg brug for flere par til pigernes halloweenkostumer. Min yngste datter, der ville klædes ud som zombie med et strejf af Mary fra Riget (min klamme idé), tog for sjov mine gamle hudfarvede nylonstrømper på, og så opstod ideen til denne makeover med blodsprængninger.
Supernemt – frembragt ved hjælp af permanent/sprittusch. Strømpen holdes lidt ud fra benet imens man tegner, så der ikke kommer tusch på benene. Man kunne også forestille sig skællede hekseben, mumiebandager, sømandstatoveringer og meget andet tegnet op med tusch på en brugt strømpe.
Resten af kostumet bestod af en hvid natkjole, langhåret paryk, kunstige blomster (vundet i et skydetelt) og flere blodsprængninger malet i ansigt og på hænderne. Alt sammen noget vi havde i forvejen.
Til min ældste datters Monster High kostume fik vi også brug for de brugte strømpebukser. To stk. med forskelligt mønster, i hver sin farve og kun med et ben i hver, da det andet var brugt til at betrække lampeskærme med. Meget simpelt, men det så sødt ud til strutskørtet.
Ideerne her faldt jeg over på forskellige redesignblogs. God inspiration til næste års genbrugskostumer.
Edderkoppevingerne af brugt T-shirt stammer fra bloggen www.trashtocoture.com
Bamseoutfit af nogle af de (skræmmende!) mange bamser, der bliver købt og efter kort tid smidt ud igen. Fotoet er sammen med paraply-flagermusen nedenfor fundet på en upcycling blog i indlægget her.
Her er ideen til et skelet af plastikbeholdere også taget fra.
Den kunne være sjov at kopiere til udendørs brug næste år, og sammen med andre genbrugskreationer sprede uhygge uden at bidrage til en ‘forbrugsgyser’.