Ja, selvfølgelig har jeg også et nytårsforsæt, der handler om at komme i bedre form i 2016. For mange kreative aktiviteter har erstattet løb og andet træning, som jeg tidligere har gjort en del af, så nu skal der altså ske noget på den front. Jeg er bare ikke helt kommet i gang endnu, men lægger i stedet ud med en historisk research 😉 I en genbrugsbutik faldt jeg nemlig over en skøn 80’er bog med workoutøvelser af Jane Fonda, der fint kan erstatte filmklip med yogaøvelser, som jeg ellers havde tænkt mig at finde på nettet. Bogen hedder ‘Jane Fonda’s workout book’ og har engang kostet 9,95 pund, for prismærket sad stadig i. Selv gav jeg 5 kr.
Den indledes med et par kapitler med mindre interessant snak om Janes liv og råd om kost og livsstil, men i kapitel 4 går det løs med forskellige workoutprogrammer vist i sorthvide fotoserier.
Serierne ser ud til at være lige til at kopiere, men det er ikke kun de forskellige workoutstillinger, som jeg tænker at efterligne – det er hele stilen. Se for eksempel lige hende her – i split med bobletyggegummi.
Det er også kvinden her, som er workoutmodel i flere af serierne – med klap for øjet.
Måske er der rent faktisk noget galt med hendes øje, men de havde mig bekendt en ting med klapper for øjnene i 80’erne, så jeg mistænker hende lidt for at være hoppet med på en dille. Ligegyldigt hvad er det smart, og både klap og den stribede bodystocking fra bogens forside i kombination med nylonstrømper og benvarmere må jeg da ha’! Ikke at jeg helt kan bære det, men min workout skal foregå i min egen stue, så jeg har heldigvis ikke det store publikum, og børnene bliver uden tvivl svært imponerede over deres mor i gang som fitness-pirat.
I februar går jeg så i gang med de første serier – jeg skal som sagt bare lige finde de sidste fitnessaccessories….
God kamp til dig, der også har planer om mere motion i det nye år! -måske et tema også kan hjælpe dig i gang? (Fnis)