Måske har du allerede læst om mit virke som genbrugsnisse her på bloggen? Og hvordan jeg efterhånden i en årrække har udfordret mig selv, ved at finde brugte ting til kalendergaver eller lavet dem af forskellige genbrugte materialer. Pigerne tror stadig på nissen, og han er derfor tilbage igen i år. For mig er det også bekvemt med en nisse, der får ungerne hurtigt ud af sengen for at lede efter gaver, og som kan slippe af sted med lidt mere end en (dum) mor kan. For eksempel giver han tit én fælles gave, og han kan også finde på at give bløde pakker med huer og andet praktisk. I år har der også sneget sig nogle nye ting ind blandt det brugte, blandt andet strømper og leggins, men også lidt lækker økologisk julethe og chokolade. Apropos chokolade har nissen vidst, at vi har læst bogen ‘Charlie og chokoladefabrikken’ for filmen (en brugt dvd) var i en af pakkerne, netop som vi var færdige med sidste kapitel 😉
I går var der en gave til dem hver med noget i, som jeg længe gerne har ville sy. Jeg har arvet mit mors pandebånd fra 60’erne, en stribet sag, som jeg synes er både hip og praktisk under cykelhjelmen.
Pandebåndet har jeg kopieret , så pigerne nu også har et hver til cykelturen.
Jeg har flere større stykker velourstof, der er købt i genbrugsbutikker, som jeg så fik brug for. Stoffet er stivet af med vlieseline, der stryges på (og kan købes i stofbutikker). Til indersiden af pandebåndet brugte jeg til det ene pandebånd en plettet babytrøje, og til det andet den nederste del af en bluse, som jeg engang har gjort kortere.
Det var ret nemt at tegne en model af pandebåndet over på papir, men hvis du vil lave et magen til, kan du tage mål fra øre til øre og bruge en kop til at måle efter til det brede område, der skal dække ørerne. Bag ørerne skal du kun bruge et par centimeter inden elastikken, der gør at båndet kan give sig. Et lille fif til dig, der syr og reparere tøj – gem elastikkerne fra bukser, bælter m.m., for du kan godt få brug for dem i en anden sammenhæng, som her f.eks. Da jeg syede de to sider sammen, lod jeg de to ender være åbne, så jeg kunne vende den rigtige side ud og sætte elastikken fast i hver ende.
Er de ikke blevet fede? Og unikke tilpasset tøsernes smag.
De blev også glade for dem, selvom min yngste datters pandebånd er blevet et nummer for stort (hvilket nissen lige må rette til en af dagene).
I morgen venter dem endnu en lækker kalendergave, når jeg selv skal rose mit genbrugsfund. To store konkylier med indbygget “havlyd”, som vil tage sig helt fantastisk ud i vindueskarmen på børneværelset.
Det er altså slet ikke svært at finde gode brugte gaver, så hvis du føler du dig inspireret, er det bare at springe ud i genbrugskalender- eller adventsgaverne. På mit besøg i en af Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutikker i dag, fandt jeg mindst 24 egnede gaver. Og det behøver ikke kun være det typiske legetøj, som børnene bliver glad for, men kunne alternativt være et sjovt krus, en grydeske til risengrøden, en nøddeknækker eller noget fint julepynt. Det er bare at tænke lidt ud af boksen. Du støtter tilmed et godt formål. I dag købte jeg en kurv fuld af julegaver i butikken og støttede samtidig Kræftens Bekæmpelses forskning m.m. med 200 kr. – det er sgu da en win-win, der vil noget!
For resten tåler konkylier fint en tur i opvaskemaskinen.