Min ældste datter startede i 0. klasse i sommers og skulle begynde at medbringe frugt til 10-frikvarteret hver dag.
Jeg arbejdede på det tidspunkt for Miljøpunkt Østerbro, hvor vi uddelte stofposer med miljømærkede plejeprodukter til nybagte mødre og fædre. Vi havde tilfældigvis flere tomme poser tilovers, som jeg fik, med det formål at give poserne nyt liv som frugtposer til min datters 10-frugt.
Men eftersom der var så mange poser, ja nok til hele klassen, spurgte jeg i SFO’en, om de ikke kunne bruge poserne og måske male på dem som de havde gjort med andet stof. I SFO’en valgte de voksne at dele poserne ud til eleverne i min datters klasse som de var, hvilket var godt, for rigtig mange børn i klassen har brugt dem til deres 10-frugt lige siden.
Jeg er stadig overrasket over, at så mange bruger poserne og synes også, at det er interessant, at der skal så lidt til, for at minimere brugen af for eksempel plastikposer, som sandsynligvis havde været alternativet til de genanvendelige stofposer.
Forestil dig, at bare 10 børn fra 0.c hver dag bruger stoffrugtposen i stedet for en pose i plastik, så kan der i alt spares (200 madpakkedage x 10) 2000 plastikposer om året.
Jeg håber, at frugtposer en dag kommer på skemaet i håndarbejdstimerne eller i syworkshops i SFO’erne (selvfølgelig lavet af genbrugte tekstiler). Og at de små nye elever på skolerne rundt om i landet fik udleveret en frugtpose i stof på deres første skoledag. På den måde ville vaskbare og genanvendelige frugtposer blive en selvfølge blandt landets elever, og se så ville der kunne spares rigtig mange plastikposer!