Maleri og billedbog i skæv fusion

Er du til hærværk af gammel kunst? Så læs videre om et af mine mere fantasifulde og skæve genbrugseksperimenter.

Min veninde ønskede sig et stykke kunst til sit kontor i børnepsykiatrien, som skulle være sjovt, vække opmærksomhed og også gerne starte en samtale.

Planen var at tilføje et brugt maleri noget nyt, fx ved at male nye motiver på. Det kan du også se eksempler på i indlægget her.

Valget faldt på et stykke kunst, der forestiller et bjerglandskab i Norge. Billedet er egentlig fint som det er, men det samlede støv i en krog, så noget skulle der ske.

Jeg har tidligere i et Facebook opslag efterspurgt ideer til, hvordan maleriet kan laves om med et miljøbudskab eller lign., fx en vinkel med is der smelter – og mange gode ideer tikkede ind. Tak for dem!

Det blev nu min egen idé, om at mikse udklip fra en billedbog ind i motivet, der blev til det skæve, Dali-agtige univers, som du kan se nedenfor.

Jeg har en svaghed for 70’er børnebøger med fotografier, som jeg også bruger til kreastationer til blyanter m.m. Bogen om elefanten ‘Tanya’ var gået i stykker flere steder, så nu fik også den nyt formål..

Elefant og pige er klippet med lille skarp saks og sat fast med decoupagelim. Rammen er malet hvid med en rest af spraymaling og hele lærredet har fået et lag glossy decoupagelim, der giver en blank overflade.

..her det færdige resultat.

Med lutter skæve detaljer.

Elefanten, der fremstod lige lovlig dresseret i bogen, får mere karakter i den frie og rå natur, og det kolde landskab et sælsomt touch med postkasser, busser og andet inventar fra byen. Selv er jeg høj over resultatet, men håber, at det kan komme flere til gode i børnepsykiatrien, for svært var det at gå af med.

Nå, hvad synes I?


2 thoughts on “Maleri og billedbog i skæv fusion

Skriv en kommentar