Stramaj – fra billedramme til pudebetræk

Her kommer et blogspot om noget så old school (og ja måske uncool) som et mor-datter syprojekt – skide hyggeligt, hvis man har tid, og barnet lærer flere gode syteknikker. Indlægget handler også om at bruge ældre stramajbroderier, der fx har været indrammet, i nye pudebetræk. Se med hvordan vi gjorde…

På min barsel med vores efternøler har jeg også haft tid til mine store børn. Det er blevet til flere kreative fællesprojekter, blandt andet har vi fået syet en super cute pude til min mellemste af et stramajbroderi, hæklede flakoner og genbrugsstoffer.

Broderiet er superfint, men sad i en billedramme og eftersom vi ikke mangler billeder, men derimod puder på børneværelserne, tog jeg det ud af rammen, vaskede det ved 30 grader og strøg det, så det kunne blive til pudebetræk i stedet. Puden måtte gerne være tøset med flæser og pynt, så jeg fandt posen med mine hæklede flakoner (en gave fra en venindes mor) frem, og vi valgte et par ud, der passede til Babushka dukkerne på broderiet. Mira fik selv lov til at arrangere og sy dem fast til broderiet. Praktisk fastgjorde vi dem med nåle og lagde broderiet på et fast underlag – vores bord, der er godt slidt og kan tåle at få en ridse, når nålen en gang imellem støder på det. Der blev både syet sting midt i den runde flakon og yderst, så den ikke buler ud på midten eller flagrer i kanten. Tråden vi brugte matchede flakonens farve.

Pudens kant fik flæser af stribet stof. Der går gerne en del stof til en flæsekant og den skal måske sys sammen af flere stykker. Jeg laver gerne flæser ved at ri en tråd i, der (når man trækker i den) rimper stoffet, men denne gang lavede jeg flæsen ved at folde den ‘bid for bid’ og sætte den fast med knappenåle (se foto ovenfor).

Broderiets kanter er klippet runde og bagsiden af puden har en lukning med knapper midtfor. De to stykker stof, der danner bagsiden er først samlet med knappenåle, hvor åbningen skulle være (husk at medregne overlappende folder til lukning med knapper og knaphuller) og derefter er forsiden brugt til at klippe efter. Det er nemmest at sy lukningen med knapper og huller i før puden samles. Puden samles ved at sy forside med flæse, der vender ind mod forsidens stof, sammen med bagsiden.

Puden har fået et lidt cirkusagtigt udtryk, som vi begge er ret vilde med. Nogle af flakonerne har efterfølgende revet sig løs, så det er vigtigt at hæfte ende, så tråden ikke går op.

Et andet stramajprojekt, som jeg har nået på min barsel, er med broderiet i rammen her som omdrejningspunkt.

Igen et spændende broderi, som jeg engang har erhvervet mig i en genbrugsbutik. Sjovt nok var det damen ved kassen, der havde broderet det og doneret det til butikken, og det havde hængt på hendes nu voksne børns værelse. Rammen, der var mørk, har jeg sidenhen spraymalet lilla og det har hængt over tremmesengen i nogle år. Men fordi mine ældste pigerne også var blevet for store til at have det hængende – og det i øvrigt er meget langt og fylder, har jeg haft det til salg. Den rette køber dukkede dog ikke op, og jeg bestemte mig derfor for at tage broderiet ud og sy et (stort!) pudebetræk af det.

Betrækket er syet ud fra samme princip som den første pude, men der er ikke flæse på den her. Som fyld har jeg kommet en stor dundyne i. Dynen er foldet en fire gange på den korte led og passer helt perfekt.

Puden er sjov at kigge på for min lille Caia, og den har også været praktisk som værn mod træk i vindueskarmen. Rammen med den lilla kant har fået andet indhold og hænger i øjeblikket på et af børneværelserne, men det er en helt anden genbrugshistorie….


5 thoughts on “Stramaj – fra billedramme til pudebetræk

Skriv en kommentar